Hvordan kan man se forskellen mellem varm-dypgalvanisering og koldgalvanisering?
For mange bolte afhænger valget mellem koldgalvanisering og varmgalvanisering- af den påtænkte anvendelse. Men hvordan kan du skelne dem fra hinanden? Nedenfor vil jeg forklare det grundlæggende i, hvordan man skelner mellem varm-dypgalvanisering og koldgalvanisering.
Varm-dypgalvanisering og koldgalvanisering er to almindelige processer inden for metalkorrosionsbeskyttelse. Kerneforskellene kan sammenlignes med hensyn til definition, proces, ydeevne og anvendelse:
Forskelle mellem varm-dypgalvanisering og koldgalvanisering:
1. Varm-dypforzinkning, også kendt som varm-dyp zinkbelægning, involverer smeltning af zinkbarrer ved høje temperaturer, tilsætning af visse hjælpematerialer og derefter nedsænkning af metalkonstruktionskomponenter i galvaniseringsbadet for at afsætte et lag zink på metallet. Fordelene ved varm-dypforzinkning ligger i dens stærke korrosionsbestandighed samt den gode vedhæftning og hårdhed af zinkbelægningen.
"Koldgalvanisering", også kendt som "elektrogalvanisering," involverer påføring af en zinkbelægning på emnet gennem elektrolyse af en zinksaltopløsning. Generelt påføres ingen varme, mængden af aflejret zink er minimal, og belægningen er tilbøjelig til at skalle af i fugtige omgivelser. Kold galvanisering, også kendt som elektrogalvanisering, involverer brug af elektrolyseudstyr. Efter at emnet er blevet affedtet og bejdset, anbringes det i en opløsning indeholdende zinksalte og forbindes til elektrolyseudstyrets negative terminal.En zinkpladeer placeret overfor arbejdsemnet og forbundet til elektrolyseudstyrets positive terminal. Når strømmen er tændt, forårsager den rettede strøm af strøm fra den positive til den negative terminal, at et lag zink aflejres på emnet.
2. Varm-galvanisering (galvanisering): Til stålristepaneler anbefaler producenterne kraftigt varm-galvanisering.
Varm-galvanisering er en kemisk proces, der involverer en elektrokemisk reaktion.
Koldgalvanisering er en fysisk proces, der blot går ud på at påføre et lag zink på overfladen, hvorfor zinkbelægningen er tilbøjelig til at skalle af. I byggeriet,
varm-galvanisering er mere almindeligt anvendt.
Kontinuerlig varmgalvaniseringsproces-: Stål opvarmes og afkøles derefter til galvaniseringstemperaturen, efterfulgt af galvanisering og afkøling.
Elektrogalvanisering, også kendt som koldgalvanisering, anvender kun 10–50 g/m² zink; dens korrosionsbestandighed er betydelig
ringere end ved varmgalvanisering.- Elektrogalvanisering er relativt billigere.
Varm-galvanisering involverer belægning af ståloverfladen med zink under varme-forhold; den har meget stærk vedhæftning og er ikke tilbøjelig til at skrælle.
Selvom varmgalvaniserede rør også kan ruste, kan de opfylde tekniske og sanitære krav over en meget lang periode.
3. Procesforskelle
For det første er procesforskellene som følger: Ved varm-dypgalvanisering affedtes emnet, syltes, behandles med en kemisk opløsning og tørres, inden det nedsænkes i smeltet zink i et bestemt tidsrum, hvorefter det fjernes.
Kold galvanisering, også kendt som elektrogalvanisering, anvender en elektrolytisk opsætning til at placere emnet-efter affedtning og syrevask-i en opløsning indeholdende zinksalte og forbinde det til den negative terminal på det elektrolytiske udstyr; en zinkplade placeres modsat emnet og forbindes til elektrolyseudstyrets positive terminal. Når strømmen er tændt, forårsager den rettede strøm af strøm fra den positive til den negative terminal, at et lag zink aflejres på emnet.
Forskelle mellem galvaniserede produkter: Overfladen på varmgalvaniserede-dele er ikke så fin og skinnende som på elektrogalvaniserede dele, men zinkbelægningens tykkelse ved varmgalvanisering er snesevis af gange større end ved elektrogalvanisering. Dens korrosionsbestandighed er også snesevis af gange større end ved elektrogalvanisering.
Varm-dypgalvanisering, også kendt som varm-dyp-zinkbelægning, involverer affedtning og afrustning af stålemner for at skabe en ren, fugtbar overflade, og derefter straks nedsænke dem i et forvarmet smeltet zinkbad i en bestemt periode, før de fjernes.
Elektrogalvanisering, også kendt som koldgalvanisering, bruger en elektrolytisk opsætning. Efter affedtning og syrevask af emnet anbringes det i en opløsning indeholdende zinksalte og forbindes til elektrolytudstyrets negative terminal. En zinkplade er placeret modsat emnet og forbundet til den positive terminal på elektrolytudstyret. Når strømmen er tændt, forårsager den rettede strøm af strøm fra den positive til den negative terminal, at et lag zink aflejres på emnet.
Forskelle mellem galvaniserede produkter: Overfladen på varmgalvaniserede produkter er ikke så fin og skinnende som på elektrogalvaniserede produkter, men tykkelsen af zinkbelægningen ved varmgalvanisering er snesevis af gange større end ved elektrogalvanisering. Dens korrosionsbestandighed er også snesevis af gange større end ved elektrogalvanisering.
Varm-dypgalvanisering, også kendt som varm-dyp zinkbelægning, er en metode, hvor stålemner-efter at være blevet affedtet og afrustet for at afsløre en ren, fugtbar overflade-omgående nedsænkes i et galvaniseringsbad indeholdende forvarmet, smeltet zink og danner en zinkbelægning på
Oversat med DeepL.com (gratis version)
Fejlopfattelse 1:Udseendet, farven og teksturen er nøjagtig det samme
Mange mennesker tror, at begge er sølvfarvet-hvide og svære at skelne. I virkeligheden er varm-dypgalvaniserede overflader mere ru og har ofte zinkblomster, vandmærker eller dråbelignende-fremspring; deres farve spænder fra grålig-hvid til lys sølvfarvet-hvid. Derimod er elektrogalvaniserede overflader glatte og ensartede, fri for zinkblomster og fremstår typisk som en blød grålig-hvid eller, efter passivering, en iriserende gul-grøn nuance. Hvis efterfølgende maling er påkrævet, kan elektrogalvanisering give en fordel på grund af dens højere overfladerenhed, men varmgalvanisering giver stærkere vedhæftning af zinkbelægningen.
Misforståelse 2:Korrosionsbestandighed og levetid er ens. Dette er den mest markante misforståelse. Den varmgalvaniserede zinkbelægning er tyk (typisk 50-100 μm eller mere) og danner et legeringslag med underlaget, der giver udendørs korrosionsbeskyttelse i 15-20 år eller endnu længere, hvilket gør den velegnet til barske miljøer såsom broer og krafttårne. Den kold-galvaniserede zinkbelægning er ekstremt tynd (kun 3-30 μm) og er fysisk klæbet; det giver svag korrosionsbestandighed og har en tendens til at ruste og skalle af efter 3-5 års udendørs brug, hvilket gør det kun egnet til indendørs eller mildt korrosive miljøer. I fugtige eller sure/alkaliske miljøer svigter kold-galvaniserede belægninger meget let
.
Misforståelse 3:Alle "galvaniserede" produkter er kold-galvaniserede
Der er begrebsforvirring på markedet; for eksempel tror folk ofte fejlagtigt, at "galvaniserede kabelbakker" refererer til kolde-galvaniserede kabelbakker. Faktisk produceres galvaniserede kabelbakker, der almindeligvis anvendes i ingeniørprojekter, for det meste ved hjælp af varm-dip-galvaniseringsprocessen for at sikre korrosionsbestandighed; ægte kold-galvaniserede kabelbakker er på grund af deres dårlige korrosionsbestandighed gradvist blevet begrænset til specifikke indendørs applikationer. Hvis denne skelnen ikke er tydelig under indkøb, kan købere blive fristet af lave priser og ende med at købe kold-galvaniserede produkter, der er uegnede til udendørs miljøer, hvilket fører til omarbejdning senere.For mere information om galvanisering, kontakt venligst den tekniskeAfdeling.